Hvorfor har man ikke flere af de dage, hvor man finder ud af hvor heldig man egentlig er at være i live? Hvor heldig man er at ens liv er som det er?
Skal der virkelig en livstruende sygdom , eller bare truslen om en til, før man kommer i tanke om det?
Når man kommer til at smile, bare ved tanken om hvor heldig man har været, at man har fundet nogle mennesker som virkelig bekymrer sig om ens liv, og kun vil have at man har det godt.
De små ting de siger og gør, som de sikkert ikke selv ved, men som gør din dag mange gange bedre, og tit kan få den begyndende depression til at forsvinde.
Selv mennesker som man egentlig aldrig har mødt, og som kun kender en lille del af hvem du er, bekymrer sig om dig,
Hvad får sådan nogle mennesker til at føle sådan en empati for et menneske som de i bund og grund ikke kender? Er det menneskets natur?
Jeg gør det jo selv. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har brugt timer på at berolige, og lytte til mennesker som har haft det hårdt.
Jeg har selv haft et alt andet end nemt liv, og det er der ikke mange der ved. Dem der ved det, ved så også hvorfor jeg har overskud til at hjælpe andre. Når man selv har oplevet modgang, og er kommet over det, så ved man også hvordan man kan hjælpe andre, og hvorfor skulle man ikke gøre det når man kan?
